Viser opslag med etiketten tabel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tabel. Vis alle opslag

mandag den 18. november 2019

Tip: Automatisk nummerering af tabelrækker

Tabeller i tekstdokumenter har mange skjulte funktioner, og emnet har da også været behandlet før her i nyhedsbrevet. Du kan se tidligere artikler om tabeller her: https://libreofficedk.blogspot.com/search/label/tabel

Det er muligt at nummerere tabelrækker automattisk og generisk.

Først opretter du en tabel, hvor du efterlader en kolonne tom. I dette tilfælde er det første kolonne.
  1. Marker kolonnen, fx ved at holde musen hen over øverste celles øverste kant, indtil der markøren vises som en pil, og klik så.
  2. Når kolonnen er markeret, skal du klikke på ikonet ”Nummereret liste (F12)”.
Nu har du standard-nummerering i første kolonne.
Standard-nummereringen kan du ændre fra Typografier og formatering, Listetypografier.

Pointen med den automatisk nummerering er, at hvis du sletter en række eller hvis du indætter en ny række i tabellen, genberegnes nummereringen.

søndag den 4. marts 2018

Trylleri med tabeller

Det er let at oprette tabeller i Writer, og jeg tror det er en af de hyppigst anvende funktioner i LibreOffice. Tabelfunktionen har en række spændende muligheder, hvor beregningsfunktionen efter min mening er den vigtigste. 

Et simpelt eksempel er vist herunder, hvor sidste linje (Total) er udfyldt med formlem =sum(). Hvis et af tallene i kolonnen ændrer sig, vil totalen automatisk blive opdateret.
Tabellerne har ikke de samme muligheder og egenskaber som andre objekter, og det er f.eks. vanskeligt at kontrollere hvordan tabellen skal forholde sig til den tekst der står før og efter. Tabellen herover er temmelig smal og høj, og det kunne være praktisk, hvis jeg kunne lade teksten bryde rundt omtabellen. Med objekter har vi mulighed for at håndtere det vha. forankring, ombrydning, justering og arranger. Vi har ikke disse muligheder med tabeller.

Og dog.

Tryllekunsten består i at pakke tabellen ind i et objekt, hvormed vi opnår samme muligheder som objektet. Hvilket objekt der egner sig bedst, afgøres af, hvilke muligheder du gerne vil opnå. I mit tilfælde vil jeg gerne opnå de samme muligheder som en ramme giver, så jeg markerer tabellen og vælger Indsæt – Ramme – Ramme. Vælg autostørrelse i dialogen.

Vi opnår på denne måde, at den omkringliggende tekst betragter tabellen som en ramme. Vi kan justere hvordan teksten skal bryde omkring tabellen, og vi kan vælge hvordan tabellen skal være forankret på siden. I eksemplet herunder har jeg ovenikøbet valgt at tabellens tekstretning skal være Højre-til-venstre (lodret), hvilket har den effekt, at tabellen bliver roteret . Resultatet kan du se herunder.

mandag den 19. september 2016

Nyt i 5.3: Tabeller

Tabeller i Writer kan formateres på forskellige måder, blandt andet ved at definere kanter, afstande og baggrundsfarve. Det er også muligt at benytte Autoformat.

Det er også muligt at oprette sine egne autoformater, men det er lidt besværligt. F.eks. er det ikke muligt at finpudse enkelte parametre, da et nyt Autofomat altid oprettes ud fra en eksisterende tabel.

Fre version 5.3 bliver det muligt at håndtere tabeller ved hjælp af en ny type typografier; Tabeltypografier.
Vi kan altså se frem til at håndtering af tabellers udseende bliver lettere at arbejde med, og det bliver lettere at lave konsistens udseende af sine tabeller.

LibreOffice 5.3 er planlagt til at blive frigivet i februar 2017.

onsdag den 1. april 2015

Regneark eller tabeller i Writer

Denne artikel er skrevet i forlængelse af artiklen "Felter og formularer", som du kan læse her: http://libreofficedk.blogspot.dk/2015/03/felter-og-formularer.html.

Tabeller i Writer fungerer stort set som komplette regneark med samme muligheder for at foretage både simple, men også komplekse beregninger. F.eks. er det ikke noget problem at beregne f.eks. sum eller gennemsnitsværdi af tal i andre celler.

Når din markør står i en tom celle, skal du blot starte beregningen med et lighedstegn, hvilket helt automatisk får værktøjslinjen Formel til at blive synlig.


Her kan du f.eks. skrive ordet ”sum” og med musen markere de celler, som du vil beregne summen for.


Klikker du på ikonet Formel [fx], får du vist en undermenu, hvor du kan finde en lang række forskellige beregninger, som du kan bruge. Det kan være nyttigt, hvis du skriver tilbud eller andre dokumenter, som primært er tekstbaserede, men hvor du har brug for at foretage beregninger.


Hvis du senere ønsker at redigere den indtastede formel, skal du placere markøren i cellen med beregningen, og så trykke på F2. Det får værktøjslinjen Formel til at vise sig igen.

Beregninger mellem flere tabeller

Du kan også henvise fra en tabel til en celle i en anden tabel (i samme dokument). Når du opretter din formel, skal du blot markere cellen eller cellerne i den første tabel. Formlen vil denne gang indeholde navnet på den første tabel, f.eks. =<FørsteTabel.C3>.

Beskyt formlerne

De celler, hvor der er formler, kan let beskyttes, således at du eller en anden bruger ikke fejlagtigt kommer til at fjerne eller ændre formlen. Marker en eller flere celler, højreklik og vælg Celle – Beskyt. Du kan efterfølgende ophæve beskyttelsen på samme måde: Højreklik og vælg Celle – Ophæv beskyttelse. Du kan evt. supplere ved at ændre baggrundsfarven for de beskyttede celler.

Pas på fejlindtastninger

Hvis du foretager beregninger, forudsætter du at der står et tal i cellen. Det kan gå galt, hvis du selv eller en anden bruger indtaster tekst i stedet for tal. Et eksempel kan være en pris, hvor der indtastes ”100 inkl. moms.”. I dette tilfælde vil beregningen ignorere indholdet, og beregningen vil derfor blive forkert.

I et regneark i Calc er det muligt med funktionen Data – Validitet, at sikre at en celle ikke indeholder andet end tal. Det er desværre ikke i Writer muligt at sikre at der i en celle ikke indtastes andet end tal.

Hent data fra et regneark.

Hvis du har brug for at hente data fra et andet dokument, f.eks. et regneark, kan du let gøre det. Du henter altid en hel tabel. I dit regneark markerer du de celler du ønsker at bruge i dit tekstdokument og kopierer (ctrl+c). I dit tekstdokument vælger du Rediger – Indsæt speciel (ctrl+skift+v) – DDE-kæde.
Du kan ikke indsætte data fra en celle i et regneark direkte til en celle i en tabel i Writer. Til gengæld kan du indsætte data fra regnearket i en selvstændig tabel, for efterfølgende at hente data fra den nye tabel med en formel. Den tabel du indsætter fra regnearket kan du evt. placere i en skjult sektion.

Diagrammer

Tabeller i tekstdokumenter kan, på samme måde som data i et regneark, benyttes til at lave diagrammer. Marker de celler i tabellen, som du ønsker skal indgå som datagrundlag, og klik på ikonet opret diagram. Dette vil føre dig til samme guide, som du bruger til at oprette diagrammer med i Calc.


Ændringer i tabellen vil automatisk afspejle sig i det tilknyttede diagram.

Tabelindhold i brødteksten

Hvis du gerne vil have tabelindholdet (tekst, tal eller beregningsresultat til at indgå i din tekst, kan du oprette en krydshenvisning. Du markerer først den celle, hvis indhold dø gerne vil vise et andet sted, og sætte en henvisning (med funktionen ”sæt henvisning”). Når du har gjort det, kan du et sted i teksten (uden for tabellen) tilsvarende indsætte en henvisning (med funktionen ”indsæt henvisning”), hvilket vil resultere i, at indholdet af den pågældende celle, nu vises i brødteksten.