Viser opslag med etiketten Design. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Design. Vis alle opslag

mandag den 19. februar 2018

Hjælp design-teamet - kom med din mening

Design-teamet arbejderkonstant med at forbedre brugeroplevelsen i LibreOffice. Senest har vi set et af resultaterne af deres arbejde i dialogen "Indsæt specialtegn" i version 6.

Nu vil designerne gerne have vores hjælp til at tage den bedste beslutning. Denne gang handler det om listen med skrifttyper. Der ligger en række forbedringsforslag til grund for arbejdet, men nu vil de altså gerne have vores råd.

Problemet er, at LibreOffice lister samtlige skrifttyper der er installeret på den pågældende computer, hvilket i de færreste tilfælde er effektivt - specielt fordi listen er alfabetisk. Det betyder at "Times New Roman" ligger en kilomenter nede af listen.

Designteamet er kommet op med tre forskellige forslag, som vi kan stemme om.
  • Forslag 1: Favoritter (Udpeg de skrifttyper som du oftest bruger, og de vil blive vist i listen)
  • Forslag 2: Opmærkning/tags (Opmærkning af alle skrifttyper med en farvekode, og i listen vælger du hvilke farvekoder du vil se i listen)
  • Forslag 3: Forhåndsdefinerede filtre (Vælg mellem Automatisk, Lokalt, Synlige og Alle hvor Synlige er dine egne valg.)

Forslag 1: Favoritter

Du kan læse en mere detaljeret beskrivelse (engelsk) her: https://design.blog.documentfoundation.org/2018/02/18/improvements-font-listing/

I artiklen kan du se forslag til skærmdesign og nederst i artiklen kan du afgive din stemme. Hvad foretrækker du?

tirsdag den 6. februar 2018

Dokumenter med dekoration

Jeg har flere gange fået spørgsmålet om det er muligt at designe dokumenter med dekoration som kant rundt om. Jeg har eksperimenteret lidt med det, og er kommet frem til konklusionen, at det kan godt lade sig gøre, omend det er lidt besværligt.

Først og fremmest gælder det om at finde en dekoration som kan skalere pænt, og hvor de lodrette indre kanter er nogenlunde lineære. Eksempel 2 nederst viser vigtigheden af de lineære lodrette kanter. Du kan f.eks. prøve at finde en passende dekoration på openclipart.org her: https://openclipart.org/tags/border. Husk at hente SVG-versionen, for den kan skalere pænt, men vær opmærksom på, at de meget detaljerede billeder kan fylde rigtig meget, i nærheden af 3Mb og det kan få LibreOffice til at "hænge", når du indsætter det.

Billedet indsætter du i sidehovedet med forankring ”Til afsnit” og ombrydning ”I baggrunden”. Vær opmærksom på, at billedets anker skal være placeret i sidehovedet. Stræk nu billedet ud, så det dækker hele siden, helt ud til sidekanten. Det påvirker automatisk margin i sidehovedet.

Nu kommer det besværlige, for vi vil gerne opnå, at brødteksten i dokumentet anvender dekorationens inderside som ydre margin, både vandret og lodret. Marker brødtekstområdet så billedet ikke er markeret. Ret nu sidens margin, hvilket du kan gøre enten ved at trække i linealerne eller ved at ændre sidemargin i sideindstillinger eller sidetypografien. Margin skal tilpasses så brødtekstområdets ydre kanter flugter med billedets indre kant.

I eksempel 1 har jeg valgt at gulne dekorationen lidt, hvilket får dekorationen til at se ældre ud.Det kan du gøre ved at markere billedet og derefter vælge Formater – Billede – Filter eller Formater – Billede – Farver.
Til sidst er det bare at finde en passende skrifttype, og evt. tilføje uncialer.

Skrifttyperne kan du f.eks. hente fra https://www.dafont.com/ men vær opmærksom på, at ikke alle skrifttyper understøtter de danske karakterer æ, ø og å. I eksempel 1 har jeg valgt at anvende Oranienbaum.
Eksempel 1

Eksempel 2

søndag den 29. oktober 2017

Brugergrænsefladen

LibreOffice har i gennem de seneste par år gennemgået en kæmpe udvikling imod en mere moderne brugergrænseflade.

Hver enkelt dialog og hver enkelt værktøjslinje skal bearbejdes og forbedres. Det er ikke bare at sætte en udvikler til at arbejde, nej der skal gøres en del designmæssige overvejelser først. Dels for at designet bliver brugbart, men også for at de forskellige dialoger bliver designet nogenlunde efter de samme retningslinjer, således at der kommer mere konsistens i LibreOffice.

Et eksempel på dette arbejde er et "problem" med punktopstillinger i Impress præsentationsprogrammet. Der er dels et par tekniske problemer, som naturligvis skal repareres, men en del af problemet er den ulogiske opbygning af brugergrænsefladen.

LibreOffice Design Team har analyseret problemerne og er kommet frem til et første forslag til løsning, og nu beder de dig og mig og alle andre om at deltage. Hvad synes du og hvad synes jeg.

Udgangspunktet er en eller flere mock-up eller skitser, som vi kan tage stilling til.


Det sker i første omgang i et blog-indlæg her: https://design.blog.documentfoundation.org/2017/10/28/impress-lists/

Senere i processen inviterer LibreOffice Design Team alle interesserede til at bidrage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi kan stemme på forskellige forslag.

Når designet ligger fast, bliver udviklerne så sat i gang med at implementere den nye brugergrænseflade. Et eksempel på det kan ses i den kommende version 6.0, hvor dialogen "Specialtegn", som har gennemgået processen:


torsdag den 29. juni 2017

Skal LibreOffice have en maskot?

De fleste open source projekter, som har en hvis udbredelse, har alle en maskot. GNU Linux har en Gnu, Firefox har en rød ræv, ja og LibreOffice har altså ikke nogen. Design-teamet er kommet med en idé, at LibreOffice skal have sin egen maskot.

Derfor er der udskrevet en konkurrence, og der er også præmier på spil:
 Men det er ikke nok at komme med ideer, der skal laves et logo eller et "motif", som så vil blive vurderet af designteamet.

Se mere her: https://design.blog.documentfoundation.org/2017/06/28/competition-libreoffice-mascot/

God fornøjelse.

fredag den 25. marts 2016

Boganmeldelse: Designing with LibreOffice

Bruce Byfield er mangeårig journalist for blandt andet magasinerne Datamation, LWN, Linux Developer Network, Linux Journal og Linux Pro Magazine.

Bruce har i samarbejde med dokumentations-teamet, specielt med hjælp fra Jean Weber, skrevet denne bog om design af tekst i tekstdokumenter.

Find bogen her: http://designingwithlibreoffice.com

Denne bog er ikke som vejledninger er flest. Her får du ikke en gennemgang af menupunkt efter menupunkt. Det er ikke kun en introduktion til design af tekstdokumenter i LibreOffice, men en indføring i generelle typografiske begreber som skrifttyper, knibning og valg af margin i forhold til skriftstørrelser.

Even advanced users puzzle over the REGISTER - TRUE setting on
the INDENTS & S PACING tab. It’s a large mystery for a simple setting. The REGISTER - TRUE feature makes lines consistent across the pages – or as near as possible if different-sized fonts are used.
When REGISTER - TRUE is selected, the lines of text in columns,
mirrored pages, or on both sides of a page are spaced identically.

Jeg kan varmt anbefale bogen til både nybegyndere og erfarne brugere, som har brug for at lære lidt mere om, hvordan breve, dokumenter og artikler kan blive lidt pænere.

Download gratis eller køb en papirudgave

Bogen kan downloades som PDF i sin helhed, eller du kan downloade de enkelte kapitler i ODT-format. Og det er helt gratis. Bogen er udgivet udner Creative Commons. Men jeg vil opfordre til, hvis du synes at bogen giver værdi, at købe et trykt eksempler fra Lulu.com her: http://www.lulu.com/shop/bruce-byfield/designing-with-libreoffice/paperback/product-22597514.html

LibreOffices dokumentationsgruppe har i øvrigt en række andre bøger til salg samme sted: http://www.lulu.com/spotlight/opendocument

torsdag den 25. juni 2015

Bidrag til LibreOffice 5.0 med nye Impress Skabeloner

LibreOffice Design Team har annonceret en konkurrence for at øge antallet af skabeloner til Impress, som udgives sammen med den kommende LibreOffice 5.0. Denne version frigives i august 2015. Konkurrencen er åben for alle, både designere, kunstnere og andre talentfulde brugere.

Konkurrencen er fokuseret på skabeloner til Impress, idet Impress er det sted, hvor brugere har mest brug for at have skabeloner. Impress skabeloner indeholder ingen tekst, og kan derfor bruges på tværs af sprog, uden at skulle oversættes til mange sprog.

Seneste dag at deltage i konkurrencen er 18. juli 2015, hvilket skyldes at vinderne skal kåres i god tid før LibreOffice 5.0 frigives. Skabeloner der afleveres efter datoen er ikke med i konkurrencen, men skabelonerne kan blive medtaget i senere LibreOffice frigivelser.

Skabelonerne udvælges af medlemmer af LibreOffice Design Team, og kan blive ændret før de frigives sammen med programmet. Får du en eller flere skabeloner optaget i LibreOffice, vil du blive nævnt som bidragsyder til LibreOffice på http://www.libreoffice.org/about-us/credits/.

For at dine skabeloner skal komme i betragtning, skal du opfylde følgende betingelser:
  • De er originalt arbejde, og ikke kopier eller omskrivning af andre skabeloner
  • De er licenseret under Creative Commons CC0.
  • De er skabeloner til LibreOffice Impress og består af to eller flere master dias
  • De benytter skrifttyper , som bundtles med LibreOffice (Caladea, Carlito, DejaVu, Gentium, Liberation, Libertine G, Open Sans, PT Serif, Source Code, Source Sans).
  • De indeholder ingen tekst, ingen billeder med tekst, idet de skal kunne benyttes uden først at blive oversat
  • De er baseret på LibreOffice typografier, og ikke direkte formatering.
Du kan læse mere om betingelserne, og om hvordan du deltager: https://wiki.documentfoundation.org/Design/Whiteboards/Templates_for_LibreOffice_5.0.

mandag den 20. april 2015

Næste version bliver version 5.0

Det er besluttet at næste version af LibreOffice kommer til at hedde 5.0.

Baggrunden er at der nu er godt gang i udviklingen af både versioner til Android og til browsere. Desuden vil der for første gang blive lavet en 64 bit version til Windows.

Der vil også komme en lang række funktionelle opdateringer, hvilket du kan læse mere om her: https://wiki.documentfoundation.org/ReleaseNotes/5.0

En af de ændringer jeg glæder mig rigtig meget til at bruge, er ændringshåndtering i panelet



Der er fortsat gang ud moderniseringen af programmets layout, blandt andet et nyt ikonsæt, baseret på ikonsættet Breeze fra KDE og det sort/hvide ikonsæt Sifr er nu komplet.

torsdag den 19. februar 2015

Overvejelser om brugergrænseflade

Designteamet arbejder konstant på at hjælpe udviklerne med at finde bedre måder at udarbejde brugergrænsefladen på. Hver gang der udvikles ændringer til brugergrænsefladen, er de frivillige designere med ind over på et tidligt tidspunkt.

Det skal ikke kun se pænt ud, det skal også være intuitivt at bruge, og ikke virke mere kompliceret end højst nødvendigt.


Senest har teamet arbejdet med forskellige forslag til, hvordan Ændringshåndtering (track changes) bedst kan forbedres. Foreløbig er der tilføjet en ny værktøjslinje, men brugeroplevelsen kan gøres bedre.

Læs mere: http://user-prompt.com/tracking-changes-with-libreoffice/

søndag den 24. november 2013

Nyt ikontema

I LibreOffice er det muligt at skifte tema ved at udskifte ikonerne. I version 4.2 kommer et nyt ikonsæt, som har været undervejs i nogen tid.

Det er et "fladt" ikonsæt helt uden farver:

Du kan skifte til det nye ikonsæt under Funktioner - Indstillinger - LibreOffice - Vis. Her vælger du "Sifr" som ikonsæt.

torsdag den 30. maj 2013

Nyt spændende designtiltag

Der har igennem de seneste år været en del forslag til, hvordan LibreOffice skal blive mere moderne i sit generelle udtryk. En del tiltag er allerede implementeret i brugergrænsefladen, hvilket blandt andet ses i områderne omkring linealerne i Writer samt i håndteringen af skabeloner. Små skridt, som hver i sær går i den rigtige retning. Men hvornår sker der noget, der rigtig kan mærkes?

Vi har allerede set noget af det, selvom du måske ikke har bemærket det. Flere end to hundrede enkelte dialoger er genkomponeret med en helt ny metode. Dette arbejde har stor strategisk betydning for fællesskabet, fordi det ud over at give en umiddelbar forbedring af udseendet, desuden åbner for en lang række muligheder for fremtidige forbedringer.

Et eksempel er ordoptælling. Sådan så dialigen ud før:

Og med WidgetLayout metoden:


Hvis du er interesseret, kan du læse mere om Widget Layout her: https://wiki.documentfoundation.org/Development/WidgetLayout .

Men snart vil du også se nogle mere konkrete forbedringer...

Der er eksperimenter i gang, som skal udnytte, at flere og flere skærme er i 16:9 format, i stedet for tidligere, hvor de fleste var i 4:3 format. Denne udvikling har gjort skærmene bredere i forhold til højden, hvilket har gjort det muligt at indrette programmernes skærmbilleder lidt anderledes. Tendensen går imod lodrette paneler, som dermed altså udnytter den bredere skærm. Det er i modsætning til Microsoft, som holder fast ved, at deres ribber skal sidde i loftet og optage plads der.
Demonstration af proportionerne

Jeg vil understrege at det er et forslag, som endnu ikke er vedtaget og det endelige arbejde med at implementere modellen, skal tidligst forventes hen sidst på året.


Til gengæld er skærmbillederne her ikke mock-ups fra et tegneprogram, men skærmbilleder fra en rigtig Windows-version. Men vær opmærksom på, at dette er en meget tidlig testversion som på ingen måde kan anbefales at benytte i det daglige.

Flere skærmbilleder nederst i dette indlæg.

Ideen er et panel i højre (eller venstre) side af skærmen, som består af en række værktøjer.
  1. Egenskaber, som viser detaljer og valgmuligheder for det aktuelt aktiverede objekt. Dette panel skifter altså indhold, alt efter hvad du markerer i dokumentet: Tekst, et billede eller en tabel o.s.v.
  2. Typografier, som vi kender det
  3. Galleriet som vi kender det
  4. Navigatoren som vi kender det
  5. Andet, f.eks. formler i regneark
Man skifter mellem de forskellige værktøjskasser med ikonerne helt ude i højre margin, og på et tidspunkt kan panelet afløse nogle af værktøjslinjerne i LibreOffice. På den måde, udnytter vi skærmens bredde frem for højden.

Sidst men ikke mindst ser det ud til, at det bliver muligt at installere udvidelser, som giver panelet endnu flere nyttige funktioner. Selv har jeg været involveret i to udvidelser, som hidtil har udnyttet opgavepanelet, og det ser ud som om, at de to begge kommer ind i det nye panel, godt nok uden virkning. Men godt ser det ud.

Baggrunden for denne fremgangsmåde er i virkeligheden resultatet af, at IBM har foræret Lotus Symphony til Apache Open Office. Bidraget er licenseret på en sådan måde, at denne type bidrag godt kan medtages i LibreOffice.

Som nævnt er denne feature absolut i sin vorden, og der skal rigtig mange arbejdstimer til, før det er klar til at blive implementeret. For det første er koden udviklet tilbage i 2008 og stort set ikke vedligeholdt siden. Endvidere kræver det en stor indsats at indbygge sidepanelet i LibreOffice koden på en god og sikker måde.

Flere skærmbilleder:

Typografier

Regneark

Diagram

Galleriet

Navigator

Galleriet

Udvidelser (som endnu ikke fungerer)