Viser opslag med etiketten GSoC. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten GSoC. Vis alle opslag

onsdag den 27. februar 2019

Google Summer of Code

Google Summer of Code er en ordning, hvor studerende kan blive ansat af Google hen over sommeren, og arbejde for et open source projekt. LibreOffice har været med i ordningen siden starten i 2005, og igen i år står en række af de erfarne udviklere parate som mentorer for årets studerende.

Du kan læse mere om GSoC her: https://summerofcode.withgoogle.com/how-it-works/

Du har en konkret opgave. En opgave som du enten selv har medbragt, eller en af de opgaver som vi allerede har identificeret og vurderet.

Du kan finde listen med mulige projekter her: https://wiki.documentfoundation.org/Development/GSoC/Ideas

Hvis det har din interesse, kan du her se et lille interview med en af deltagerne fra sidste år, Gautam Prajapati.

Du kan finde videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=TAYKOdYibQM

Vær opmærksom på, at ansøgningsfristen er 25. marts 2019.

mandag den 12. marts 2018

Google Summer of Code


Ready, set, go!
Så er kapløbet om verdens bedste studenterjob begyndt. Google har netop åbnet for ansøgninger: https://opensource.googleblog.com/2018/03/gsoc-2018-student-applications.html

Kort fortalt: Hvis du er studerende og interesserer dig for udvikling af open source software, kan du blive ansat af Google til at udvikle LibreOffice eller et andet spændende projekt. Undervejs har du en fast mentor, som hjælper dig i gang og giver dig sparring undervejs.

Du har selv indflydelse på projektets indhold, men du er også velkommen til at kigge på vores ide-liste her: https://wiki.documentfoundation.org/Development/GSoC/Ideas

Men skynd dig, ansøgningsfristen er allerede 27. marts.

mandag den 4. september 2017

Google Summer of Code 2017

Google Summer of Code er et globalt program med fokus på at introducere de studerende til open source softwareudvikling. De arbejder på et 3 måneders programmeringsprojekt med en open source organisation under deres pause fra universitetet. I perioden aflønnes de studerende af Google.

Siden starten i 2005 har programmet samlet 13.000 deltagere og flere end 11.000 mentorer fra over 118 lande verden over. Google Summer of Code har produceret mere end 30.000.000 kodelinjer for 607 open source-organisationer.

LibreOffice har de seneste år haft en række projekter under programmet, og 2017 er da heller ingen undtagelse.

Her kan du læse mere om alle projekterne: https://summerofcode.withgoogle.com/organizations/5939192057036800/

Implement QuarkXPress import filter

Aleksas Pantechovskis har implementeret importfilter, således at LibreOffice fra version 6.0 kan åbne gamle filer fra QuarkXPress. Implementeringen er sket under "Document Liberation Project", og vil derfor blive implementeret i både LibreOffice, Gimp, Inkscape og Calligra.


Flere informationer kan findes her: https://blog.documentfoundation.org/blog/2017/08/28/updates-document-liberation-project/

Improve SmartArt import in LibreOffice

Grzegorz Araminowicz har arbejdet på at forbedre importen af SmartArt i docx-filer.

Migrating from legacy Parser to FastParser

Azorpid har arbejdet på at gøre åbning af filer (af alle typer) hurtigere.

Replace EditEngine binary clipboard with ODF filter

Varun Dhall har arbejdet på at gøre copy-paste i LibreOffice hurtigere og mere "korrekt".

Revamp the Customization Dialog

Muhammet Kara har omprogrammeret dialogen "Tilpas".


Muhammet har lavet en lille film, som demonstrerer resultatet: https://youtu.be/64nVAIb7zs8

Usability of Special Characters

Akshay Deep har omprogrammeret dialogen "Indsæt specialtegn". Blandt andet vil det blive muligt at søge efter tegnets navn, markere tegn som "favoritter".


Her kan du læse Akshays egen fortælling: https://akkidevblog.wordpress.com/2017/08/21/gsoc-2017-work-product/

mandag den 8. maj 2017

Årets Google Summer of Code er skudt i gang


Også i 2017 har LibreOffice engageret sig i GSoC, som er et program Google laver for studerende. Pointen er at Google betaler de studerende løn for at arbejde for et open source projekt hen over sommerperioden. Til gengæld skal projekterne (altså LibreOffice) stille et mentorprogram til de studerendes rådighed. LibreOffice har efterhånden fået opbygget en stab af rigtig gode mentorer.

Her kan du læse tidligere artikler om emnet: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/Google%20Summer%20of%20Code

I år er de blandt andet en række projekter, som omhandler forbedring af brugergrænsefladen (UX-projekter).

Et par af dem er:

Forbedre brugervenligheden for dialogen Indsæt specialtegn




Forbedring og videreudvikling af Notebook bar




Omdefinere dialogen Funktioner - Tilpas



Du kan læse mere om de tre UX-projekter på desing-teamets blog: https://design.blog.documentfoundation.org/2017/05/06/welcome-gsoc17-students/
Du kan læse om alle LibreOffice's GSoC-projekter her: https://summerofcode.withgoogle.com/organizations/5939192057036800/

torsdag den 17. juli 2014

LibreOffice til Android

Nu ser det endelig ud til, at der kommer en Android-version af LibreOffice. Det skriver Tomaž Vajngerl på sin blog.

I første omgang er det meningen at udvikle en dokumentfremviser, altså en app, som kan vise tekstdokumenter, regneark og præsentationer på en Android-dims. Det vil f.eks. betyde, at når du modtager en mail med en vedhæftet fil, så kan du åbne den direkte på din telefon eller tablet, uden først at skulle konvertere den til PDF eller lignende.

Løsningen bygger på et Google Summer of Code projekt, som endnu ikke er afsluttet, nemlig LibreOfficeKit, som Andrzej Hunt står for. Dette projekt har til formål at udvikle en generisk og platformsuafhængig 'motor', som kan fremvise LibreOffice-dokumenter som 'fliser'. På den måde vil det være muligt at indbygge en view'er eller dokumentfremviser i enhver applikation på enhver platform.

Implementeringen på Android sker med Fennec (Firefox for Android) kildekoden, som bruges til at binde LibreOfficeKit sammen med app'en.

På nuværende tidspunkt er det muligt at fremvise både tekstdokumenter, regneark og præsentationer, men der mangler fortsat en del finpudsning, samt al den funktionalitet som vi som brugere forventer af sådan en app. Vi skal kunne rulle op og ned, zoome ud og ind, og vi vil også gerne kunne markere tekst og kopiere teksten. Mange af disse funktioner bliver håndplukket fra et andet GSoC-projekt, nemlig 'LibreOffice on Android' fra 2013, som Iain Billet stod for.

Udviklerne forventer at der vil være en dokumentfremviser klar til Android omkring samme tidspunkt som LibreOffice 4.4 frigives, hvilket er omkring første februar 2015.

Projektet finansieres af det hollandske IT-firma Smoose.

Tomaž Vajngerls blog: http://tomazvajngerl.blogspot.cz/2014/07/libreoffice-on-android.html
Andrzej Hunts  blog: http://www.ahunt.org/2014/05/tiled-rendering-with-libreofficekit/
Om LibreOffice on Android: https://wiki.documentfoundation.org/Development/LibreOffice_on_Android
Smoose: http://www.smoose.nl/

onsdag den 23. april 2014

Google Summer of Code 2014

GSoC 2014 bliver som tidligere år spændende for de mange studerende, som får lov til at arbejde med et open source projekt over sommeren. Også i år er LibreOffice mentor, og for ikke mindre end 10 studerende. Det er dejligt at se dette engagement blandt studerende. Desværre er der kun sjældent ansøgere fra Danmark.

Årets projekter er som altid meget blandede, men jeg kan nævne
  • Mihai Varga, som gerne vil udvikle bedre forbindelse til Sharepoint og OneDrive.
  • Matteo Campanelli, som skal arbejde med at forbedre tekstrammer i tegneprogrammet Draw
  • Efe Gürkan Yalaman, som skal kigge på at forbedre skabelonadministration i LibreOffice
  • Anurag Kanungo, som skal implementere Adobe Pagemaker importfilter
Så bliver det spændende at se resultaterne når sommeren er forbi.

Kilde: http://fridrich.blogspot.dk/2014/04/libreoffice-projects-for-google-summer.html
Mere om GSoC 2014: https://www.google-melange.com/gsoc/homepage/google/gsoc2014

mandag den 30. september 2013

Google Summer of Code

(Fra LibreOffice konferencen i Milano)

En af mine favoritter på konferencen er altid at se årets Google summer of Code studerende fremlægge deres resultater. Det er spændende fordi jeg her kan se nogle af de mest spændende nyheder i kommende versioner af LibreOffice men også fordi jeg her kan møde en helt ny generation af udviklere.
Blandt de nye spændende projekter jeg så fremlagt har jeg valgt at beskrive et par stykker her.

Cloud

Siden version 4.1 har LibreOffice været i stand til at åbne og gemme dokumenter gennem en række nye protokoller, heriblandt CMIS, WebDAV og FTP. Et af projekterne havde til formål at forbedre implementering af disse protokoller samt implementere nye.

CMIS er forbedret ved at det nu bliver muligt at åbne tidligere versioner af dokumentet samt at påvirke dokumentegenskaberne på serveren fra det lokale dokument.

Et element som endnu ikke er afsluttet, er muligheden for at sammenligne flere dokumentversioner gennem CMIS.

Af helt nye muligheder kan jeg nævne muligheden for at åbne, redigere og gemme dokumenter direkte i Google Drive.

Avanceret konfiguration

I LibreOffice er der mere end 24.000 detaljer, som kan konfigureres. Kun en mindre del af disse muligheder er tilgængelig i Funktioner – Indstillinger.

Ideen med About:config er at udvikle et enkelt interface til manuelt at ændre enhver af disse konfigurationer.

Status er, at der er udviklet et enkelt interface, hvor det er muligt at vise og redigere enhver konfiguration. Men det er meget langsom, og det er ikke muligt hverken at søge, sortere eller filtrere listen med de mere end 24.000 linjer.

Tabeltypografier

Et stort ønske har længe været at kunne kontrollere tabellers udseende mere præcist. F.eks. hvis du laver en tabel med Autoformat, hvor hver anden linje skal have en anden baggrundsfarve. Hvis du efterfølgende indsætter eller sletter en linje, tilpasser tabellens layout sig ikke efter det.

Med tabeltypografier bliver det endvidere muligt at opnå mere konsistente dokumenter, da alle tabellerne kan kontrolleres gennem typografier.
Status på projektet er, at arbejdet endnu ikke er færdigt, men at alle de centrale dele er lavet.

Startcenter

Det startcenter vi kender er hardkodet og meget vanskeligt at ændre i. Derfor er det besluttet at Startcentret skal omlægges til Widget layout som dialogerne er i gang med at blive ændret til.

Startcentret bliver mere moderne og lettere at vedligeholde. Desuden vil det sandsynligvis blive muligt at tilpasse Startcentret efter egne behov.

Startcentret kommer til at indeholde forhåndsvisninger i oversigter over blandt andet senest benyttede dokumenter og dine skabeloner.

Projektet er afsluttet, men der udestår en række fejl, som mangler at blive rettet.

VLC integration

VLC integration betyder at hvis du har VLC Media player installeret på Windows, kan indlejrede multimedier afvikles ved hjælp af VLC. Det vil forhåbentligt resultere i bedre afvikling af mulimedier på Windows, i f.eks. præsentationer.

Status på projektet er at udviklingen er afsluttet, men at der udestår en del fejl.

Værktøjslinjer

Et projekt består i at forbedre de værktøjslinjer, som allerede findes i LibreOffice. Dels skal flere af værktøjslinjerne omlægges til sidepanelet som er under udvikling, men derudover skal der rettes en række fejl i de eksisterende værktøjslinjer.

Det vil også fremover blive lettere at have ikoner, som vises og skjules efter behov.

Projektets status er, at en masse ting allerede er færdiggjort, men at det er et løbende arbejde at få alt gjort færdigt.

Kodefærdiggøresle i Basic

Det indlejrede programmeringsmiljø (IDE) er forbedret på en række punkter: Programmeringen letteregøres ved at de normale makrokommandoer nu automatisk vises, på samme måde som Autofærdiggørelse i tekstbehandling.
Desuden er der implementeret genkendelse af alle udvidede typer (Extended types) og automatisk afslutning af parenteser og gåseøjne.

Hver enkelt funktion kan aktiveres eller deaktiveres efter eget ønske.
Status på projektet er, at alt er afsluttet-

Diaslayout

I impress er diaslayoutet hardkodet, hvilket har været til stor irritation gennem mange år. Projektet har til formål at gøre det muligt at ændre diaslayoutet vha. pladsholdere, som brugeren kan placere efter eget ønske.

Status: Projektet mangler en række detaljer at få færdiggjort, men de centrale elementer er på plads.

Kant omkring karakterer

Det vil fremover være muligt at specificere tekstegenskaberne til at sætte en ramme omkring teksten.

Det fungerer både på enkelte bogstaver og på tekstområder.

Funktionen er kompatibel med tilsvarende mulighed i Microsoft Office, men der er fortsat visse begrænsninger.

Hvis to tilstødende tekstområder har samme kantegenskaber, bliver områderne automatisk vist som var de et samlet område, hvilket er i overensstemmelse med ODF-standarden og tilsvarende funktion i Word.