Viser opslag med etiketten WebODF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten WebODF. Vis alle opslag

onsdag den 25. december 2013

ownCloud og WebODF

Af og til nyder jeg at foretage mig noget fuldstændigt irrationelt. I december måned besluttede jeg mig for at afprøve ownCloud.ownCloud er et open source projekt som er en hjemmeserver med forskellige nyttige funtioner, blandt andet en Dropbox-lignende synkronisering og sikker deling.

Fordelen er at jeg selv kan bestemme hvor serveren står. Jeg kunne sætte en server op hjemme i stuen, og det første forsøg skete da også hjemme lokalt på en lille server. Da jeg skulle sætte en server op i skyen, fandt jeg en forhåndskonfigureret server hos Amazon ( http://aws.amazon.com ) fra Bitnami ( http://bitnami.com/stack/owncloud/cloud ).

Det tog mig en times tid at bestille og starte serveren op med grundlæggende installation, og efter endnu en til to timer havde jeg en privat cloud server kørende med ownCloud. Og det hele er på dansk som standard. Jeg havde brug for at installere et par ekstra apps til forskellige formål, blandt andet en musikafspiller, som af en eller anden årsag ikke længere er en del af standardinstallationen fra ownCloud 6.

Det eneste problem der opstod undervejs var, at den musik-app jeg skulle bruge afhænger af en anden app, der hedder 'App Framework'. Desværre fremgik det ikke af dokumentationen, og det tog mig et par timer at finde årsagen til at musik-app'en ikke fungerede. Jeg begik også en anden brøler, da jeg på anbefaling af en bekendt installerede 'FluXX Compensator (Y)', men den fik ownCloud til at gå helt agurk. Det tog mig noget tid at finde frem til, at det var den app, som gjorde ownCloud helt ubrugelig. Da jeg fandt ud af at det var 'FluXX Compensator (Y)' som ødelagde ownCloud kunne jeg blot fjerne hele app-folderen med SSH.

Så nu har min familie og jeg en forholdsvis sikker cloudserver. Måske er Amazon ikke det mest sikre sted at opbevare sine filer (i disse Snowden-tider), men jeg føler dog at det er mere sikkert end at bruge Dropbox eller Google Drev. Jeg bryder mig ikke om at gemme mine dokumenter på en server, som jeg ikke selv har herredømmet over.

Jeg bruger nu ownCloud til min familiekalender, komplet med synkronisering til min lokale MozillaThunderbird/Lightning. Den eneste ting jeg mangler, er muligheden for at afsende, modtage og acceptere invitationer direkte i mit mailprogram.

Det mest interessante ved ownCloud er muligheden for at integrere med LibreOffice. Først og fremmest understøtter ownCloud WebDAV, hvilket betyder at jeg kan åbne og gemme direkte til/fra ownCloud i LibreOffice.


Mere interessant er det, at ownCloud 6 nu understøtter on-line redigering af odt-dokumenter. WebODF er et særskilt open source projekt, som implementerer en JavaScript odt-redigering, som nu altså er med i ownCloud.


Foreløbigt kan WebODF kun håndtere tekstdokumenter og kun helt basale funktioner, men det er et interessant første skridt i den rigtige retning. Jeg ved at WebODF også arbejder med at redigere regneark i en browser.Hvad der gør det hele endnu mere spændende er, at med WebODF kan du arbejde flere personer på samme dokument samtidigt. WebODF er ikke en webbaseret version af LibreOffice, men du kan oprette og redigere tekstdokumenter med grundlæggende formatering og med typografier. Jeg fandt også ud af, at hvis du uploader temmelig avancerede dokumenter med indholdsfortegnelse og krydshenvisninger, så er det faktisk muligt at arbejde videre med dokumentet on-line selvom WebODF ikke kender til disse funktioner. Visse dele var ikke synlige i browseren, men funktionerne overlevede efter at være gemt med WebODF.

Konklusion

Min konklusioner helt klart 'begejstring'. Jeg vil helt sikkert bruge ownCLoud i fremtiden og jeg kan se rigtige fede features komme i fremtiden. Jeg er imponeret over hvordan WebODF arbejder med ODT-dokumenter i browseren, og jeg kan se mange steder, hvor det kan være relevant, f.eks. mindre virksomheder, skoler og frivillige organisationer.

Jeg giver den tommelfingeren opad.

torsdag den 24. oktober 2013

LibreOffice onLine lader vente på sig


Der er ikke umiddelbart en webbaseret LibreOffice lige om hjørnet, mend er findes dog et par alternative løsninger. Her vil jeg forsøge at give en lille præsentation af to mulige løsninger...

RollApp

Den første jeg vil nævne er rollApp som tilbyder en virtuel LibreOffice i din browser, hvor du har adgang til samtlige funktioner i LibreOffice. Du logger ind med f.eks. din Google-konto og tilknytter Google Drev eller Dropbox som dokumentbibliotek. Så henter og gemmer du dokumenterne direkte fra disse steder.

RollApp findes i øvrigt som App til Google Chrome.

RollApp koster 0,99 USD per program per måned, men kan for øjeblikket afprøves gratis i en måned.

LibreOffice i webbrowseren
Ideene er rigtig god, men desværre er det en temmelig gammel version (3.6) af LibreOffice som du bliver bræsenteret for og desuden er den kun på engelsk. Ændring af indstillinger og installation af udvidelser gemmes desuden ikke fra gang til gang. RollApp er kun på engelsk.

Arbejdet med dokumenter synes jeg foregår meget langsomt, og specielt når man åbner eller starter et nyt dokument er det dræbende langsomt.

Konklusionen er, at løsningen absolut ser spændende og lovende ud, men endnu ikke er moden til egentlig brug, og da slet ikke hvis man skal betale for det.

ownCloud

OwnCloud er en gratis og open-source web-applikation til datasynkronisering, fildeling og cloud storage.

Til forskel fra rollApp er owncloud et stykke software, som du selv skal finde serverplads til. Det kan du f.eks. gøre på en NAS-server hjemme i stuen, eller ved at leje en lille server hos Amazon eller en anden udbyder af cloud servere.

OwnCloud har mange forskellige features, blandt andet til håndtering af multimedier som film og musik, samt altså deling af dokumenter. OwnCloud findes også med dansk brugergrænseflade.

Frank Karlitschek som er stifter af ownCloud har for kort tid siden meldt ud, at han er ved at integrere et andet open source projekt i ownCloud, nemlig WebODF. WebODF er en JavaScript applikation, som kan redigere ODT-dokumenter. WebODF er ikke tekstbehandling på samme niveau som LibreOffice, men har dog langt de fleste almindelige funktioner til rådighed.

ownCloud med WebODF i webbrowseren
Integrationen af WebODF i ownCloud er spændende fordi ownCloud er blevet ret populær, men også fordi WebODF giver mulighed for ægte realtids samarbejde, hvilket vil sige at to brugere kan redigere i det samme dokument.

WebODF demo
Læs Frank Karlitschek's blogindlæg om dokumentredigering med ownCloud her: http://blog.karlitschek.de/2013/10/welcome-owncloud-documents.html

Se hvad der er med i næste version af ownCloud, blandt andet en demonstrationsvideo: https://owncloud.org/six/

ownCloud: http://owncloud.org/
WebODF: http://www.webodf.org/

Konklusionen er at også dette projekt ser spændende ud, men der går nogen tid før det kommer til at være brugbart i virkeligheden.