Viser opslag med etiketten Nyt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nyt. Vis alle opslag

tirsdag den 4. juni 2019

Nyt i version 6.3: Maskering

En af de nye spændende funktioner i LibreOffice 6.3 er maskering.

Maskering betyder at du i et eksisterende dokument, overstreger enkelte dele. Du har måske set eksempler fra dokumenter, som stammer fra aktindsigt, hvor fx. et CPR-nummer er maskeret (sløret) i det endelige dokument.

Eksempel med maskeret tekst

Du kan maskere indholdet fra tekstdokumenter, regneark og tegninger. Fordi du kan indlæse PDF-filer som en tegning, kan du også maskere PDF-dokumenter.

Maskering foregår ved at du i et eksisterende dokument vælger Funktioner - Masker (i beta-versionen skal du vælge Funktioner - Klargør). Hermed bliver dokumentet konverteret til et Draw-dokument, og du ser en ekstra værktøjslinje, hvor du kan maskere rektangært, maskere med frihånd samt gemme resultatet.



Resultatet eksporteres til PDF, enten med det maskerede oversteget med sort eller hvid farve.

PDF-files som du får som resultat indeholder et billede, hvor teksten kan læses, men du kan ikke se den overstregede tekst. PDF-filen svarer til et indskannet dokument.
Eksempel med frihåndsmaskering

mandag den 11. december 2017

Forbedring af stavekontrollen (brugerordbogen)

LibreOffice har som bekendt en stavekontrol, som dækker det danske sprog ganske godt. Ordbogen dækker dog kun det almindelige sprog, og ikke f.eks. fagtermer eller specielle ord.

Du kan til gengæld oprette din egen tilføjelse i form af en brugerordbog. Det gør du f.eks. når du højreklikker på et understreget ord, og vælger ”Tilføj til ordbog”. Brugerordbogen består af en lang række enkeltord, og understøtter for øjeblikket ikke bøjninger og andre sprogregler.

Ordbogen finder du under Funktioner – Indstillinger under afsnittet Sprogindstillinger – Skrivehjælp. Du skal finde afsnittet ”Brugerdefinerede ordbøger” hvor ordbogen hedder ”standard[Alle]”. 


Hvis du markerer den og klikker på ”Rediger...” åbner du en liste med alle dine ord. Ordbogen kan du også finde som fil på placeringen [Placering]/libreoffice/4/user/wordbook/standard.dic. Indholdet kan f.eks. se sådan ud:

OOoUserDict1
lang: Alle
type: positive
---
Crowdfund
lummergøj

Et lille trick er, at du faktisk kan dele denne fil mellem flere computere, og evt. med dine kollegaer på kontoret.

Nyhed i LibreOffice 6
Fra version 6 bliver det muligt for dig at lade dine egne ord i brugerordbogen arve eksempelvis bøjningsregler fra et andet eksisterende ord. Først skal du redigere ordbogen på den måde, at du gør den specifik for dansk. Klik på Rediger… og feltet sprog ændrer du fra Alle til Dansk. Klik ok og luk dialogen.
Åbn nu dialogen igen, hvorved du ser et nyt felt ”Grammatik af”. For hvert ord i ordbogen kan du her vælge hvilket eksisterende ord dit eget ord skal arve sine regler fra.


Hvis du f.eks. har ordet lummergøj i ordbogen vil lummergøjen og lummergøjer blive markeret som stavefejl. Hvis du vælger at ”lummergøj” skal arve sine regler fra ordet ”bil”, vil alle bøjningsformer blive genkendt: lummergøj, lummergøjen, lummergøjer, lummergøjerne og brandlummergøj såvel som lummergøjvask.

Et andet og måske mere brugbart eksempel er byen Brno, som ikke findes i ordbogen. Det gør til gengæld Berlin, og du kan oprette Brno i brugerordbogen og lade ordet arve fra Berlin. Herefter vil både Brno og Vestbrno blive genkendt af stavekontrollen.


lørdag den 7. januar 2017

LibreOffice 5.3


Næste version af LibreOffice kommer til at hedde 5.3, og den frigives omkring første februar.

Det er med stor glæde og stolthed at det danske fællesskab allerede nu kan meddele, at vi er færdige med at oversætte både programmet herunder også den indbyggede hjælp. Endnu en gang er det lykkedes, ved fælles hjælp, at få løst den store opgave.

Hvis du vil vide hvad du kan forvente af LibreOffice 5.3 kan du læse om de nye funktioner her: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/LibreOffice%205.3

Hvis du gerne vil se version 5.3 allerede nu, kan du hente en testversion allerede nu: https://da.libreoffice.org/hent-libreoffice/test/ . Men vær opmærksom på at testversionen ikke kan forventes at være helt stabil, og den er ikke helt oversat.

torsdag den 15. december 2016

Nyt i 5.3: Indsæt emoji

En af de mange nye funktioner i LibreOffice 5.3 er en lettere måde at indsætte såkaldte emojis.

Du skal aktivere funktionen ved at aktivere eksperimentelle funktioner (Funktioner - Indstillinger - Avanceret) og derefter højreklikke på værktøjslinjen Standard og under Synlige knapper aktivere Emoji.

Emoji's er små humørikoner som mest kendes fra mobiltelefoner, men nu er de altså også tilgængelige i LibreOffice.

Her er et par eksempler:


🎸 🦎 👆 ➡