fredag den 31. oktober 2014

Tag med på bug hunting

I weekenden d. 21. til 23 november 2014 er der bug hunting. Vær med og se om du kan få ram på et par fejl.

En bug hunting er en weekend, hvor rigtig mange mennesker over hele verden tester LibreOffice intensivt. På den måde får vi fanget en stor del af de fejl, som altid er at finde i ny software. Vi tester både nye funktioner, men også resten af programmet. Hvor meget du har tid til at teste, er helt op til dig selv. Du kan teste lige præcis det du har lyst til. Hvis du er rigtig god til brevfletning, så er det brevfletning du tester.

Bug hunting foregår hjemme fra stuen, hvor du downloader og installerer den kommende version 4.4 fra vores server med testversioner.

Undervejs kan du få hjælp fra andre testere rundt om i verden, f.eks. hvis du har fundet en fejl, som du gerne vil have andre til at bekræfte. Eller hvis du skal bruge hjælp til at rapportere en fejl du har fundet.

Kommunikationen undervejs foregår via en dedikeret postliste, samt på IRC (chat).

Der er præmier til de mest flittige jægere.


Læs mere om bug hunting på disse sider:

Mere om bug-hunting: https://wiki.documentfoundation.org/BugHunting_Session_4.4.0.0
Testversioner: http://www.libreoffice.org/pre-releases
Release notes: https://wiki.documentfoundation.org/ReleaseNotes/4.4

tirsdag den 21. oktober 2014

International LibreOffice konference kommer til Aarhus i 2015

PRESSEMEDDELELSE
 
Aarhus, 21. oktober 2014

Den årlige internationale LibreOffice konference afholdes i Aarhus i 2015. Aarhus Kommune bliver vært for konferencen, der planlægges i samarbejde med lokale græsrodsforeninger og fællesskabet omkring LibreOffice i Danmark.

LibreOffice er en open source programpakke med de mest almindelige og anvendte kontorprogrammer. LibreOffice er fri software, som man gratis kan downloade, anvende og distribuere. Hvert år afholdes en konference, hvor udviklere, programmører og supportere samles for at diskutere muligheder og forbedringer til den gratis software-pakke.

I september 2015 skal det nye superbibliotek Dokk1 danne ramme om konferencen.

”I Aarhus Kommune ønsker vi at øge anvendelsen af OpenSource software. Det handler naturligvis om at spare penge, men det handler i høj grad også om, at tage ejerskab til de systemer der understøtter vores medarbejdere og vores borgere. LibreOffice er som produkt og community bestemt et koncept vi ønsker at støtte. Vi er altid glade for at tage imod gæster udefra, og vi ser frem til nogle spændende dage, hvor deltagerne også får mulighed for at se vores dejlige by,” siger Bo Fristed, chef for ITK (Innovation, Teknologi, Kreativitet), som er en del af Aarhus Kommune, Kultur og Borgerservice.



Byens hackerspace Open Space Aarhus (OSAA) vil lægge lokaler til det kodesprint, der altid indgår som en del af konferencen. Blandt de foreninger, der bakker op om konferencen, finder vi endvidere Free Software Foundation Europe og Ubuntu Aarhus, der begge har brugt Open Space Aarhus som mødested.

Den internationale LibreOffice konference bliver afholdt i perioden 23. til 25. september. LibreOfiice har sit eget danske fællesskab, og her vækker placeringen af konferencen begejstring.

“Først og fremmest er vi meget glade og taknemmelige over at Aarhus Kommune bakker op om konference. At konferencen i 2015 kommer til Aarhus har stor betydning for det danske fællesskab, og vi ser det bestemt som en anerkendelse af vores hidtidige indsats, og vi håber, at konferencen kan tiltrække nye friske hænder. Specielt håber vi på, at danske udviklere, blandt andet studerende, får lyst til at blive en del af et internationalt udviklermiljø,” siger Leif Lodahl, som er talsmand for LibreOffice i Danmark.

LibreOffice i Danmark påpeger, at placeringen af konferencen skal ses som en anerkendelse af, at danske brugere - både private, virksomheder og offentlige myndigheder - i større og større udstrækning, tager LibreOffice i anvendelse.

For yderligere oplysninger om den internationale LibreOffice konference, kontakt:
Aarhus Kommune (pressekontakt): Line Dybdahl
Free Software Foundation Europe (FSFE)/Open Space Aarhus (OSAA): Carsten Agger
LibreOffice i Danmark: Leif Lodahl

torsdag den 16. oktober 2014

München har IKKE planer om at gå tilbage til Windows

Partiet De Grønne har stillet borgmester Dieter Reiter en række spørgsmål, som skal afdække om München er på vej tilbage til Windows.

Af svarene fremgår det tydeligt, at der ikke er sådanne planer. Her vil jeg kort beskrive et par af konklusionerne fra svarene:
  • Den undersøgelse som har været omtalt, er planlagt som en intern undersøgelse af kommunens generelle status på IT-området, og ikke som det har været beskrevet i flere medier, en vurdering af om Linux skal udskiftes med Windows.
  • Den utilfredshed blandt personalet, der også har været nævnt, viser sig ikke at kunne henføres til Linux versus Windows, men i højere grad om kommunens interne IT-organisation som helhed.
  • På spørgsmål om borgmesteren mener at Windows er mere sikkert end Linux, svarer borgmesteren, at spørgsmålet ikke kan besvares entydigt, men at der ikke er noget der tyder på at Windows er mere sikkert end Linux.
  • På spørgsmålet om økonomiske gevinster bekræfter borgmesteren de tal, som tidligere er fremlagt af IT-afdelingen. Ud over det nævner borgmesteren med at der er yderligere positive effekter, som dog ikke kan kvantificeres.
  • Overgang til Microsoft Windows vil blive særdeles omkostningskrævende, blandt andet som følge af øgede hardwarekrav hvis scenariet er Windows frem for Linux.
  • En stor del af de omkostninger der har været ved overgangen til Linux vil være tabt, hvis scenariet er at gå tilbage til Windows. Dog har Limux-projektet medført en større oprydning i it-landskabet i München, hvilket vil have positive effekter, også hvis valget falder på at Windows er det bedste valg.
  • Borgmesteren nævner også, at en eventuel tilbagevenden til Windows, ikke kan gennemføres hurtigt. Et projekt af den størrelse kræver planlægning og lang tid.
  • Borgmesteren bekræfter også, at den igangværende undersøgelse ikke har haft indflydelse på igangværende projekter, hvilket blandt andet omfatter modernisering af post- og kalenderprogrammer og tværgående fil- og printsystemer.

Læs både spørgsmål og svar her (tysk): http://www.ris-muenchen.de/RII2/RII/DOK/ANTRAG/3456728.pdf
Læs artikel på TechRepublic her: http://www.techrepublic.com/blog/european-technology/is-open-source-really-harder-work-munichs-experience-shows-its-more-complicated-than-that

mandag den 13. oktober 2014

Fundraising: Digital signatur i PDF-filer

Wilhelm Tux er en non-profit organisation med det formål at fremme brugen af ​​fri software i den offentlige sektor til at implementere åbne standarder i alle statslige institutioner og skabe et konstruktivt klima for fri software i Schweiz.

Organisationen har startet en offentlig fundraisingkampagne, og efter bare tre dage, blev der indsamlet de 8.000 Euro, som var ambitionen.

Wilhelm Tux ønsker at støtte LibreOffice med en forbedret funktion i LibreOffice: Digital signering af PDF-dokumenter direkte fra LibreOffice. Hidtil har det kun  været muligt at oprette digitalt signerede PDF-dokumenter med supplerende, som regel proprietær software, der ofte er skræddersyet til kun at fungere med programmerne fra præcis én leverandør.

Læs mere her (engelsk): http://wilhelmtux.ch/?MID=11&PID=96
https://joinup.ec.europa.eu/community/osor/news/swiss-crowdfund-pays-signed-pdfs-libreoffice

onsdag den 8. oktober 2014

Det norske Friporg-center nedlægges

Det norske "Ressourcecenter for fri software", har været i uvejr flere gange tidligere. De seneste  to år sidenblev centret reddet i sidste øjeblik, ved at der alligevel blev fundet penge i statens budget.

I år er situationen dramatisk anderledes, og Friprog er nu definitivt ude af statsbudgettet for 2015.

Det skriver IT-mediet Digi.no: http://www.digi.no/930811/friprog-stroket-fra-statsbudsjettet

I Danmark er Videncenter for open source og åbne standarder (det tidligere Videncenter for software) ligeledes nedlagt. Videncentret blev i sin tid oprettet i forbindelse med finansloven for 2006. Ekspertudvalget om åbne standarder blev ligeledes nedlagt på samme tidspunkt.

Beslutningerne i Norge og Danmark står i skærende kontrast til, hvad der sker i resten af Europa. I Storbritannien er de gået den modsatte vej og satser helt på open source og åbne standarder.

Briterne skifter indkøbsstrategi: http://libreofficedk.blogspot.dk/2014/07/briterne-skifter-indkbsstrategi.html
Storbritannien vælger een dokumentstandard (ODF): http://libreofficedk.blogspot.dk/2014/07/storbritannien-vlger-een.html

I det sydlige Europa ser vi den ene kommune efter den anden skifte enten helt eller delvist til open source. Det gælder i Italien, Frankrig, Spanien og Tyskland.

Italien: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/Italien
Frankrig: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/Frankrig
Spanien: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/Spanien
Tyskland: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/Tyskland

mandag den 6. oktober 2014

Vejledninger på engelsk

LibreOffice Writer Guide på engelsk er færdig til version 4.2. Bogen kan (gratis) hentes som PDF som et samlet dokument (482 sider) eller som enkelte kapitler: https://wiki.documentfoundation.org/Documentation/Publications#LibreOffice_Writer_Guide

Der er i øvrigt en lang række andre vejledninger på samme side.

Bogen kan desuden købes som paperback her: http://www.lulu.com/spotlight/opendocument . Prisen er USD 22,74.

Statistik fra Facebook

Jeg har kigget på nogle interessante tal fra Facebook-siden:

Opslaget d. 1/10 om I aften kl 21:55 stiller Magasinet Penge på DR1 skarpt på brugerbetaling i landets folkeskoler, blev delt 8 gange, kommenteret 4 gange og der var 16 der "likede" opslaget. Sammenlagt nåede vi ud til 1.040 personer. Heraf var 250 personer som allerede har liked siden, hvilket vil sige at vi "ramte" 790 personer som ikke allerede var involverede. Det resulterede i sammenlagt 4 nye likes.

Dette er vores foreløbige rekord for opslag, som ikke var sponsoreret.

Til sammenligning fik opslaget d. 23/7 Den egentlige årsag til at "Storbritannien har besluttet at benytte ODF? Læs her hvorfor 25 likes, ingen kommentarer og 10 delinger. Sammenlagt nåede vi ud til 982 personer, hvoraf 764 var nye. Det gav 3 nye likes.

En årsag til forskellen i antal skal nok findes i at 23/7 var lige midt i sommerferien, og at vi siden har fået en 10-20 nye personer som liker os. Men konklusionen er helt sikkert, at jo mere et opslag bliver liket, delt og kommenteret, jo flere Facebook-brugere ser opslaget. Ingen andre ikke-sponsorerede opslag kommer bare i nærheden af 1.000 ramte personer.

Derfor:
Hjælp med at dele opslagene. Del gerne i grupper som I er medlemmer af, f.eks. hvis det er en skole, virksomhed eller lignende. Hver gang når vi ud til lidt flere personer og så spreder det sig som ringe i vandet.

Aktiviteterne fordeler sig jævnt over ugens dage, og tidsmæssigt fra omkring frokosttid til midnat, hvilket må siges at være forventeligt.