mandag den 16. februar 2015

Verdens bedste nyheder: Stavekontrol i Malawi

Jeg fik en henvendelse fra min gode ven Ove Larsen, fra organisationen FAIR, som lige nu arbejder i Malawi med at klargøre computere til brug på gymnasier. Computere, der er udtjent i Danmark, men som sagtens kan bruges af studerende i den tredje verden. Henvendelsen gik på at få skabt en stavekontrol til LibreOffice til sproget Chichewa, som er hovedsproget i Malawi. Malawi er på FN top-10 listen over mindst udviklede lande, og der findes simpelthen ikke nogen officiel ordbog.

Udgangspunktet er en gammel amerikansk præst, som møjsommeligt har siddet og indtastet 50.000 ord i en RTF-fil for mange år siden.

Benjamin Bach, som også er i Malawi på vegne af FAIR, lavede først en prototype, som Esben Aaberg hurtigt fik dannet en brugbar ordbog ud fra.

Ordbogs-initiativet er en del af arbejdet med at gøre informationsteknologi mere relevant og tilgængeligt. Heri er open source fuldstændig fundamentalt, og skolerne i projekterne nyder stor glæde af og har udtrykt for stor begejstring for bl.a. Ubuntu, Wikipedia og LibreOffice. Sidstnævnte er nu officielt understøttet i eksaminationen på secondary schools.

Henvendelsen sendte jeg videre til vores lokale ekspert på området, Esben Aaberg, som efter få timers arbejde fik ordbogen til at fungere. Desværre kan ordbogen ikke registreres uden at sproget først er kendt af LibreOffice. I stedet har Esben "snydt", ved at benytte en sprogkode fra et andet sprog. Selvfølgelig skal vi have sproget Chichewa registreret, men lige nu og her, fungerer den trods alt.

Om FAIR

Hvert år kasseres hundredtusindvis af computere her i Danmark. Computere, der kasseres, fordi de ikke er hurtige nok, ikke har nok kapacitet mv. Vi skifter dem ud, fordi vi vil have noget der er hurtigere og mere moderne med nye faciliteter og funktioner. Og de er sjældent i stykker... I den tredje verden er sådan en computer som en ny!

Skoler, uddannelsesinstitutioner, sundhedsvæsen mv. i ulandene har i høj grad brug for denne teknologi for at blive en del af informationssamfundet globalt. Informationsteknologien er en vigtig forudsætning for udviklingen indenfor demokrati, uddannelse og sundhed.

Om FAIR: http://www.fairdanmark.dk/da/
Om Malawi: http://da.wikipedia.org/wiki/Malawi
Om chichewa (Nyanja): http://da.wikipedia.org/wiki/Nyanja_%28sprog%29