fredag den 28. november 2014

Neerijnen, Holland

Så har endnu en kommune i Holland meldt, at udskiftning af MS Office til fordel for LibreOffice er vel overstået. Det fortæller nyhedsmediet Joinup, som er finansieret af Europakommissionen.

I 2011 besluttede direktionen i den hollandske by Neerijnen at udskifte MS Office med open source alternativet LibreOffice. Udskiftningen blev foretaget af kommunens interne IT-afdeling, og projektet blev gennemført på 12 måneder.

Skiftet til LibreOffice har allerede på nuværende tidspunkt sparet kommunen for mellem 9.000 og 13.500 per år, hvilket i runde tal svarer til en euro per indbygger. Besparelsen er alene opnået ved at undgå licensbetaling for MS Office. Besparelsen forventes i de kommende år at blive større, idet udgifterne til blandt andet omskoling af IT-medarbejdere og personale er fraregnet i tallene. Omkostningerne til undervisning vurderes at være omkring 5.000 Euro.

Kommunen fremhæver to uforudsete fordele ved at skifte til LibreOffice:
Personalet kan uden omkostninger installere programmet på en eller flere computere hjemme, hvilket ikke var muligt under den tidligere ordning.
Forbedret support, da svartiderne på åbne supportfora, herunder det hollandske LibreOffice supportforum, er langt kortere end hos Microsoft.

Den eneste ulempe har været, at
Microsoft straks da de hørte om beslutningen, iværksatte en omfattende licensaudit hos kommunen
Andre myndigheder i Holland har svært ved at acceptere, at dokumenter fremsendes i ODF-format, selvom Holland, lige som Danmark, har besluttet at ODF-formatet skal kunne håndteres på lige fod med Microsoft Office formater blandt myndighederne.

Kilde: https://joinup.ec.europa.eu/elibrary/case/libreoffice-municipality-neerijnen