En ligatur opstår i skrift og typografi når to eller flere skrifttegnKilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Ligatur
skrives eller trykkes som en enhed. Ligaturer erstatter typisk tegn, der optræder ved siden af, når disse har ensartede delkomponenter.
Et eksempel på en standardligatur er bogstavkombinationen "fi", hvor i'et bliver trukket ind under f'et og prikken over i'et erstattes af f'et.
skrifttyper af typen OpenType Font (OTF). Det giver mulighed for at
krydre teksten med små typografiske finurligheder, blandt andet at
skriften bliver en lille smule gammeldags.
En udfordring er bare, at ikke alle skrifttyper understøtter de samme
parametre, så man skal kende sine skrifttyper temmelig godt.
Sådan ser skrifttypen Sukhumala ud, når jeg bruger mit skrifttypeprogram:
Metoden er at skrifttypen tilføjes en eller flere parametre, hvilket kan gøres i typografien, eller i direkte formatering, f.eks. sådan:
Her er de to eksempler fra billedet:
- Source Serif Pro:dlig&onum
- Sukhumala:dlig&ordn
- "dlig" tilføjer "Discretionary ligatures", hvilket tilføjer den lille sløjfe ved "sk" og "st".
- "ordn" tilføjer at ordenstal automatisk bliver hævet.
- "onum" tilføjer at cifrene går under basislinjen (bemærk 9-tallet i eksemplet.
for at en skrifttype kan implementere helt nye parametre.
Her er et lille udpluk af parametrene:
- Lining "lnum"
- Old style "onum"
- Proportional "pnum"
- Tabular "tnum"
- Slashed zero "zero"
- Standard "liga"
- Contextual "clig"
- Discretionary "dlig"
- Historical "hlig"
