fredag den 21. juli 2017

Årsrapport fra The Document Foundation

The Document Foundation har netop offentliggjort sin årsrapport for 2016. Du kan downloade den i PDF-format her: https://wiki.documentfoundation.org/images/c/ce/AnnualReport2016LR.pdf

Årsrapporten udgives som navnet antyder, en gang om året, og er en opsummering af det foregående års aktiviteter. Blandt andet gives der her indsigt i økonomien. Her er et overblik:



Herudover kan du læse om de aktiviteter, der har været i årets løb.

Årsrapporten er et vigtigt redskab for foreningen, for det er et mål at skabe størst mulig gennemsigtighed.

onsdag den 19. juli 2017

Hjælpesystemet får en overhaling

Den indbyggede hjælp bygger på et system, der blev udviklet i 2003-2004 og frigivet sammen med OpenOffice.org i 2005.


Siden er der stort set ikke sket opdateringer til systemet. Den eneste egentlige udvikling, er online-versionen, som lægger hjælpen på en wiki-server.

Olivier Hallot fra Brasilien har i nogen tid arbejdet på en forbedring. Ideen er at konvertere den eksisterende hjælp, som er noget selvopfundet XML, til ren responsiv HTML.

Fordelene er mange, blandt andet at den eksisterende funktionalitet kan genskabes med forholdsvis enkel JavaScript og CSS-styling, og det virker i alle browsere. Derudover er det muligt at udnytte de mange ekstre muligheder der ligger i HTML.

Det foreløbige resultat kan du se her: https://helponline.libreoffice.org/6.0/da/text/shared/main0108.html

Vær opmærksom på, at dette ikke er en endelig og produktionsmoden version, men et projekt, som pågår.

Et af problemerne med det "gamle" system, er at det er ret besværligt at skrive og redigere hjælpeteksterne, og det er nærmest umuligt at lægge (skærm)billeder eller animationer ind.


Det nye hjælpesystem forventes at blive implementeret i LibreOffice 6.0, som frigives omkring januar 2018.

Læs det oprindelige blog-indlæg af Olivier Hallot her: https://blog.documentfoundation.org/blog/2017/07/19/taming-libreoffice-help-system/

mandag den 17. juli 2017

Version 5.4 er oversat til dansk

Det danske fællesskab har denne gang været i god tid, og vi kan allerede nu bekendtgøre, at oversættelsen af LibreOffice 5.4 er oversat til dansk. Oversættelsen omfatter såvel brugergrænsefladen som den indbyggede hjælp.

Opgaven med oversættelse har denne gang omfatter omkring 5.000 ord i brugergrænsefladen og 17.000 ord i den indbyggede hjælp.

LibreOffice 5.4 forventes at blive frigivet i begyndelsen af august i år.

Hvis du gerne vil vide lidt om hvad version 5.4 bringer af nye funktioner, kan du læse mere her: http://libreofficedk.blogspot.dk/search/label/LibreOffice%205.4

Du kan også downloade en test-version her: https://da.libreoffice.org/hent-libreoffice/test/