lørdag den 26. oktober 2019

Nyt i 6.4: Import af XML-filer i Calc

Funktionen blev introduceret i version 6.3 som eksperimentiel funktion, men nu er den blevet mere stabil og ganske brugbar.

XML-filer findes alle vegne, fordi flere og flere programmer er begyndt at gemme data og indstillinger i XML-format. Og nu kan vi altså importere disse data ind i Calc. Formålet kan variere, alt efter hvad det er for data. I nogle tilfælde har vi måske lyst til at foretage beregninger, og i andre tilfælde vil vi bare gerne se data på en overskuelig måde.

Jeg har fundet en gammel GPX-fil, som er en rutevejledning fra min GPS. Den vil jeg gerne hente ind i Calc.

Vælg Data - XML-Kilde...
  1. Klik på knappen øverst og vælg filen.
  2. I vinduet i midten ser du et overblik over XML-filens struktur. Vælg hvilken del du vil importere (hvis der er flere).
  3. Vælg hvor i regnearket du vil importere data til.
  4. Klik på Importér


Resultatet er et pænt overblik over XML-filens indhold.


Vær opmærksom på at XML-filer kan være meget store, og det kan give problemer hvis din PC ikke har RAM nok.