lørdag den 28. september 2019

Tillykke med LibreOffice

Tillykke til LibreOffice. Ni år gammel er programmet efterhånden blevet.

Jeg kan stadig tænke tilbage på den dag 27. september 2010, hvor vi offentliggjorde LibreOffice. Hvordan ville initiativet blive taget imod, og ville vi få en plads i "markedet"?

Interessen og opbakningen var helt enorm. Mange Linuxdistributioner begyndte samme dag at gøre klar til LibreOffice. Efter en måned havde mere end 100 udviklere meldt sig som bidragsydere. Månederne efter skulle vise sig at de første hundrede kun var begyndelsen.

Men det hele startede faktisk en måneds tid tidligere. OpenOffice.org afholdt konference i Budapest i slutningen af august, og en aften var der arrangeret en bådtur på floden med spisning, musik og andet folklore. Jeg var selv en af de deltagere som kom for sent til båden. Vi havde aftalt at mødes på en restaurant, og i løbet af aftenen planlagde vi at lave en såkaldt fork (forgrening). Vi var alle dedikerede til OpenOffice.org, men efter Oracle overtagelse af Sun Microsystems, mente vi ikke der var noget alternativ: Vi var nødt til at påtage os ansvaret, selv om det ville få alvorlige konsekvenser for fællesskabet. Personligt har jeg mistet mindst en håndfuld gode venner, som ikke var inviteret med den aften, og som efterfølgende valgte at forblive loyale overfor OpenOffice.org, Oracle og IBM.

Resultatet kom for dagens lys blot en måned senere; 27. september. LibreOffice var en realitet.

Tillykke med LibreOffice.