En af de hyppigste indsigelser mod open source programmer, f.eks.
LibreOffice, er at der måske ikke er helt de samme funktioner i open
source prorammerne. De er simpelthen ikke gode nok – siges det.
Lad os se på nogle af de områder, hvor LibreOffice faktisk er
BEDRE end konkurrenten Microsoft Office.
PDF
PDF er et af LibreOffice's meget stærke områder. Her er et par
af eksemplerne:
- Med LibreOffice kan du danne PDF-filer af meget høj kvalitet.
Faktisk så høj kvalitet, at de lever op til Folketingets krav om
PDF-filer til dokumentudveksling. Det er det lidt specielle
dokumentformat, som hedder PDF/A-1a. PDF/A-1a har to særlige
fordele, nemlig at de kan aflæses maskinelt af f.eks. en skærmlæser
(bruges primært af blinde og svagt-seende) og at de er
selvforklarende, hvilket gør dem helt uafhængige af software
fra en bestemt leverandør. Det sidste er vigtigt for dokumenter,
som skal langtidsarkiveres, for om 100 år er det ikke sikkert at
[indsæt selv et produktnavn her] eksisterer.
- Med LibreOffice kan du (med tegneprogrammet Draw) foretage
rettelser i eksisterende PDF-filer, f.eks. det man kan kalde
merge-and-split (f.eks.plukke en enkelt side fra en PDF-fil og
indsætte siden i en anden PDF), men faktisk også mindre rettelser i
selve indholdet.
- Det er muligt at eksportere til PDF med kommentarer (konverteres
til PDF-kommentarer).
- Med LibreOffice kan du gemme den redigerbare ODF-file som en del
af PDF-filen. Resultatet bliver en temmelig stor PDF-fil, men du kan
åbne den med LibreOffice og redigere i indholdet. Det gælder også
hvis det er et regneark.
- Med LibreOffice kan du oprette PDF-formularer med
indtastningsfelter.
- Med LibreOffice kan du signere PDF-filer digitalt med din NemID.
Import-filtre
Et andet af LibreOffice's meget stærke funktioner, er alle
importfiltrene. LibreOffice kan åbne stort set alle relevante
fil-typer, herunder selv gamle Microsoft-filtyper, som Microsoft
Office ikke kan åbne.
-
LibreOffice understøtter SVG-formatet. Indsatt SVG-billeder kan redigeres direkte med f.eks. Inkscape fra højreklik menuen "Rediger med eksterne værktøjer...". Efter endt redigering i Inkscape, kan du gemme det ændrede billede direkte tilbage til dit LibreOffice dokument.
- Import af grafiske formater: DXF, MET, PBM, PCD, PCX, PGM,
PPM, PPM, RAS, SGF, SVM, TGA, XBM, XPM.
-
Import af MacOS ældre vektor og bitmap grafik-formater:
BeagleWorks, ClarisWorks, GreatWorks, MacPaint, MacWorks,
SuperPaint, MacDraw, MacDraw II, RagTime for Mac 2-3.
-
Import af video og audio-formaterne FLAC Audio flac, Flash
Video (flv), Matroska Media (mkv), OGG Audio, Ogg Video, Quicktime
Video, WebM Video, Real Audio (.ra), Real Media (.rm), Digital video
(.dv), Audio Codec (.ac3), og Ogg Opus (.opus)
-
Ældre Mac OS tekstbehandlingsdokumenter: MS Word for Mac
(1-5.1), MS Works for Mac (1-4), ClarisWorks/AppleWorks, Write Now,
MacWriteII/MacWritePro, DOCMaker 4, FullWrite Professional, HanMac
Word-K/J, LightWayText for Mac 4.5, Mariner Write Mac Classic
1.6-3.5, MindWrite Document, Nisus Writer Mac Classic 3.4-6.5,
TeachText/SimpleText 1, Tex-Edit 2, WriterPlus, Z-Write 1.3, eDOC 2,
Acta Mac Classic, BeagleWorks/WordPerfect Works 1, GreatWorks,
MacDoc 1, MoreMac 2-3, RagTime for Mac 2-3
-
Ældre DOS/Windows tekstbehandlingsdokumenter: Microsoft
WinWord 5, Microsoft Word 6.0 / 95, Hangul WP97 og Text 602 (T602),
Lotus WordPro.
-
Import af e-bogsformater: FictionBook 2.0, BroadBand,
Plucker (Palm), eReader (Palm), zTXT (Palm), TealDoc (Palm), PalmDoc
(Palm), AbiWord files.
-
DocBook import og eksport.
-
Import af MS Visio filer.
-
Import og eksport AportisDoc (Palm), PocketWord dokumenter
Specifikke funktioner
Du kan bruge farvepaletter fra GIMP som paletter i LibreOffice.
Writer fungerer som et DTP-program med rammer/frames, typografier og betinget formatering.
I Calc kan regneark formateres vha. typografier, samt betinget formatering.
I tegneprogrammet Draw kan du redigere og håndtere dine diagrammer for senere at anvende resultatet i Writer eller Impress. Brug også Draw til at påføre beskrivelser på dine bitmap-billeder og foretag forbedringer med filtre direkte i Draw.
Impress har indbygget "Præsentationskonsollen", som giver foredragsholderen særskilt adgang til f.eks. sine noter, samtidig med at præsentationen vises på storskærm eller projektor.
Navigatoren
Navigatoren i LibreOffice er en helt unik funktion, som ikke
findes lige i MS Word. Med Navigatoren kan du til enhver tid danne
dig et overblik over dit dokument, og over hvad dokumentet
indeholder.
Navigatoren viser dig blandt andet en oversigt over alle
overskrifter, og du kan klikke på overskrifterne og hoppe direkte
til det pågældende sted i dokumentet. Du kan også rykke rundt på
overskrifterne og skifte overskriftsniveau. Og teksten i det
pågældende afsnit følger naturligvis med. Du kan med andre ord
flytte rundt på kapitler og afsnit i et hug.
Samtidig har du overblik over alle dine tabeller, tekstrammer,
billeder, bogmærker o.s.v.
Hyppige opdateringer
LibreOffice udkommer med nye versioner hvert halve år. Imellem
versionerne, udkommer på månedlig basis retttelsesversioner til de
seneste to-tre versioner. De hyppige opdateringer kan virke som en
ulempe, men du behøver som bruger ikke nødvendigvis at opgradere
hver eneste gang. Det kan sagtens lade sig gøre at 'nøjes' med en
opgradering per år.
Fordelen ved de hyppige opdateringer er, at udviklingen af f.eks.
brugergrænsefladen sker løbende, og du vil opleve små forbedringer
i hver enkelt version. Ofte er helt nye funktioner ”frivillige”
at benytte i de første par versioner. Til forskel fra købeprodukter,
hvor der ofte går flere år imellem opdateringerne, og hvor du til
gengæld oplever meget store ændringer. Man kan forklare det på den
måde, at LibreOffice er evolutionært, hvorimod MS Office udvikler
sig revolutionært. Fordelen for brugerne er, at du som bruger ikke
oplever at skulle igennem en periode med indlæring, hver gang
programmet opgraderes.
Gratis support
De fleste private brugere og brugere i mindre virksomheder, kan
sagtens ”nøjes” med den gratis support som kan findes på
internettet. Der findes et dansk brugerforum, og på internationalt
plan findes der en række steder hvor brugere hjælper brugere på
alle niveauer.
Hvis du bruger LibreOffice professionelt, har du måske brug for
professionel support gennem et firma, som tilbyder support.
Tilsvarende har du mulighed for at byde ind med fejlrapporter og
ideer til nye funktioner. Hvis du ikke selv er kvalificeret til
f.eks. at beskrive din ide, kan du få hjælp af danske
IT-konsulenter, som er bedre kvalificerede. Selv har jeg
indrapporteret en række større og mindre fejl, og fået en del af
dem rettet i efterfølgende versioner.
Arbejde på tværs af computertyper
LibreOffice kan du installere på Windows, Mac, Linux og BSD. Og
dokumenterne kan flyde frit mellem disse versioner uden problemer.
LibreOffice kan også både åbne og gemme OOXML eller Microsofts
XML-formater. Det modsatte er desværre ikke tilfældet i samme
udstrækning. Og så understøtter LibreOffice det "rene"
OOXML-format, nemlig OOXML Strict, hvilket Microsoft Office ikke gør.
LibreOffice findes i øvrigt også i en "portable" version,
som du kan køre fra en Windows-computer uden først at installere
programmet.
Mulighed for plug-ins
LibreOffice kan udvides med extensions, som f.eks. kan indeholde
billeder, skabeloner, særlige indstillinger eller programkode.
Programkoden kan være Basic, Python, Java, JavaScript eller C++.
Sådanne extensions er normalt også brugbare på tværs af
computersystemer.
Øvrige funktioner
I Writer kan du foretage komplekse regnearksberegninger i
teksttabeller.
Writer understøtter hoveddokumenter og underdokumenter.
Open source
En lang række fordele opnår du som følge af open source
licensen.
Åbenhed
Med LibreOffice er du ikke bundet af bestemte, ofte ret dyre,
cloud-løsninger, som en bestemt leverandør har valgt at du skal
bruge. Du er ikke bundet af noget som helst, fordi du netop selv har
retten til at ændre i programmets kildekode. LibreOffice
understøtter en lang række standarder og protokoller, blandt andet
CMIS og WeDAW, som gør det muligt at arbejde direkte fra
dokumentsystemer, f.eks. Alfresco, Google Drive, Nuxeo, MS
SharePoint, MS OneDrive, IBM FileNet Lotus Live Files, Lotus Quickr
Domino, OpenDataSpace eller OpenText ELS.
LibreOffice benytter et filformat som er en åben standard - ikke
kun af navn, også af gavn. Det har været medvirkende til, at andre
programmer også er begyndt at bruge samme filformat. Eksempelvis er
WebODF en editor til hjemmesider, hvor du kan skrive tekstfiler og få
resultatet ud som odt-filer. Og det betyder at programmet Calibre kan
konvertere ODF-filer til flere e-bogs-formater.
Gennemsigtighed
Omend de færreste interesserer sig for det, så har du som bruger
mulighed for at kigge projektet efter i sømmene. Som det gør sig
gældende mht. at forbedre koden, så har de færreste mennesker
ressourcer til at læse korrektur på kildekoden, men muligheden er
der. Du kan se både kildekoden, men også følge med i bug-listen og
de interne postlister. Det er der til gengæld professionelle
konsulenter, der har specialiseret sig i. Firmaet Coverty har f.eks.
maskin-analyseret kildekoden i LibreOffice, og rapporteret en række
potentielle fejl, som efterfølgende er rettet. Seneste opgørelse
fra Coverty antyder en fejl-tæthed på 0,02 fejl per tusind
kodelinjer. Kommercielle softwareleverandører gennemfører
sandsynligvis tilsvarende analyser, men resultaterne bliver ikke
offentliggjort.
Fri som i frihed
Et af de grundlæggende fordele ved open source er retten til, og
muligheden for, selv at udvikle nye funktioner eller rette fejl i
programmet. Det er en mulighed som bestemt ikke findes hos Microsoft
Office. Det kan godt være at du ikke selv - sådan personligt - har
evner til at knække koden, men du kan måske finde en freelance
konsulent der kan gøre det mod betaling. Og måske er der andre end
netop dig, som har samme behov og så kan I jo slå jer sammen om at
betale konsulenten. Et godt eksempel på det, var en gruppe af tyske
og schweiziske myndigheder, som i samarbejde fik lavet et udbud for
at få forbedret implementeringen af OOXML i LibreOffice.
Det er også den samme "frihed til at forbedre programmet",
der gør os i stand til at oversætte LibreOffice til dansk og til
mange andre sprog. LibreOffice kommer ud i mere end 100 forskellige
sprog, også nogle af de ”smalle” sprog, som Microsoft Office
understøtter. Hvis du har brug for ekstra sprog, kan du hente dem
gratis.
Fri som i gratis
LibreOffice er gratis og du er ikke forpligtet til at købe dyre
abonnementsordninger hos en bestemt leverandør. Du er velkommen til
at give et bidrag, men det er frivilligt om du vil betale eller evt.
hjælpe til med at oversætte næste version. Samtidig risikerer du
heller ikke at leverandøren pludselig ændrer licensbetingelserne.
Gratis gælder som nævnt også hvis du har brug for yderligere
sprogpakker eller ordbøger. Du får f.eks. masser af ordbøger til
stavekontrol, men også grammatikkontrol til engelsk.