Sider

tirsdag den 6. februar 2018

Dokumenter med dekoration

Jeg har flere gange fået spørgsmålet om det er muligt at designe dokumenter med dekoration som kant rundt om. Jeg har eksperimenteret lidt med det, og er kommet frem til konklusionen, at det kan godt lade sig gøre, omend det er lidt besværligt.

Først og fremmest gælder det om at finde en dekoration som kan skalere pænt, og hvor de lodrette indre kanter er nogenlunde lineære. Eksempel 2 nederst viser vigtigheden af de lineære lodrette kanter. Du kan f.eks. prøve at finde en passende dekoration på openclipart.org her: https://openclipart.org/tags/border. Husk at hente SVG-versionen, for den kan skalere pænt, men vær opmærksom på, at de meget detaljerede billeder kan fylde rigtig meget, i nærheden af 3Mb og det kan få LibreOffice til at "hænge", når du indsætter det.

Billedet indsætter du i sidehovedet med forankring ”Til afsnit” og ombrydning ”I baggrunden”. Vær opmærksom på, at billedets anker skal være placeret i sidehovedet. Stræk nu billedet ud, så det dækker hele siden, helt ud til sidekanten. Det påvirker automatisk margin i sidehovedet.

Nu kommer det besværlige, for vi vil gerne opnå, at brødteksten i dokumentet anvender dekorationens inderside som ydre margin, både vandret og lodret. Marker brødtekstområdet så billedet ikke er markeret. Ret nu sidens margin, hvilket du kan gøre enten ved at trække i linealerne eller ved at ændre sidemargin i sideindstillinger eller sidetypografien. Margin skal tilpasses så brødtekstområdets ydre kanter flugter med billedets indre kant.

I eksempel 1 har jeg valgt at gulne dekorationen lidt, hvilket får dekorationen til at se ældre ud.Det kan du gøre ved at markere billedet og derefter vælge Formater – Billede – Filter eller Formater – Billede – Farver.
Til sidst er det bare at finde en passende skrifttype, og evt. tilføje uncialer.

Skrifttyperne kan du f.eks. hente fra https://www.dafont.com/ men vær opmærksom på, at ikke alle skrifttyper understøtter de danske karakterer æ, ø og å. I eksempel 1 har jeg valgt at anvende Oranienbaum.
Eksempel 1

Eksempel 2