Sider

torsdag den 17. oktober 2013

Lille rettelse med stor effekt

En lille rettelse kan have en stor effekt på LibreOffice. Et eksempel er en ændring til højreklik-menuen, som er planlagt til version 4.2

Problemet er kollision mellem to forskellige elementer, som hver i sær anvender højreklik-menuen. Du ved sandsynligvis godt, at stavefejl kan vises med røde understregninger. Du ved sikkert også at stavefejlen kan rettes ved at højreklikke på ordet, og fra menuen der dukker op, kan du vælge den rigtige stavemåde. Så langt så godt.

Problemet er, hvis du sidder med et dokument, hvor ændringshåndtering er aktiveret. Hvis der er stavefejl i en ændring, viser højreklik-menuen kun mulighederne fra ændringshåndtering (accepter eller afslå ændringen) og ikke noget fra stavekontrollen. Du er altså nødt til først at acceptere ændringern for derefter at rette fejlen. Alternativt kan du midlertidigt vælge ikke at få ændringerne vist, men det er dog noget besværligt.

Denne lille "fejl" er med til at gøre arbejde med ændringshåndtering til en øv-oplevelse.

Fra version 4.2 vil det være  muligt at udføre både ændringshåndtering og stavekontrol fra samme højreklik-menu.
Højreklik-menuen med ændringshåndtering og stavekontrol

Fejlen er rettet af Miklos Vajna fra Ungarn, som arbejder for firmaet Collabora Ltd. Collabora tilbyder blandt andet at rette fejl i LibreOffice mod betaling. Miklos er altså ansat fuld tid til at arbejde med LibreOffice. Fejlen er rettet på foranledning af en af firmaets kunder.